Den 14.-16. september løber Jakob Hansens Litteraturfestival af stablen for anden gang på Bornholm. Jakob Hansen var en lokal forfatter, der døde 1909, og inden da blandt andet nåede at oversætte Poe til dansk. På indersiden af den antologi der er lavet i anledning af festivalen og som udkommer den 1. august, citeres der kosteligt fra et brev fra Hansen til Martin Andersen Nexø. “…jeg vilde jo alligevel gærne have Negl i en Forlægger – – Penge! Penge!” blandt andet. Det er forfatteren Dennis Gade Kofod der er med til at stå for festivalen og altså også for antologien, som jeg lige har læst, og hermed anbefaler.
Antologi til Jakob Hansens litteraturfestival 2015
Antologien rummer spritnye tekster, skrevet til lejligheden og alle specifikt med Bornholm eller en ihvertfald en ø-situation in mente. Teksterne kommer fra Peter Laugensen, Mette Moestrup, Lars Skinnebach, Pia Juul, Iben Mondrup og Harald Voetmann, der alle deltager i årets festival.
Laugesen har skrevet en digtsuite under titlen Uden foragt, dedikeret til gustav munch-petersen. Jeg er virkelig ret begejstret for de digte, Laugesen er i topform, ville man måske sige, hvis han var en sodavand. Blandt andet synes jeg dette mindedigt til Klaus Rifbjerg er ganske fint, det begynder sådan her:
til minde
Hvor fucking optaget
dengang i 1970
nej, ikke af at fylde bogtårnet med vand,
men af ligesom mit eget
ar jeg ikke fik læst Rifbjergs Mytologi
før her den 5. februar
2015
(…)
Eller denne begyndelse på et andet digt:
det er nat på en blå benzintank
sort og tom tager vejen af sted
det kommer snart til at regne
(…)
Og selvom det ikke er for at give det hele væk, kan jeg ikke lade være med at citere et helt digt også:
efter rundstykker
udsolgt i rema
videre så
til bageren
ude på landevejen
møder jeg stormen
med iskold pande
jeg går mod vest
den går mod øst
vi er
vagabonder
det er søndag
og rågerne fester
på skolens sportsplads
Moestrup skriver i en digtsuite under titlen Levende grene, levende grene et brev til og måske portræt af billedkunstneren Sonja Ferlov Mancoba. Skinnebach bidrager med digtsuiten Øort hvor ø kan være mange ting (programatisk hedder det for eksempel i suitens første digt, at Ø må acceptere at ø er modstand, omkreds, den tomme mængde, folket, en ø og at ø må acceptere ø). Særligt lader der – som ofte hos Skinnebach – til at være stor opmærksomhed rettet mod det lydlige, mod vokalglidninger og forskydninger i tryk. Også Juul er i topform med den korte novelle Bombarderbillen, der i sin stil er så Juulsk at, havde den ikke også været så fantastisk, for det synes jeg at den er, næsten kunne ligne en pastiche, der er meget manér, eller stemme måske – det samme kan man forøvrigt sige om Laugesen – men jeg elsker det. For eksempel:
Hvor mange gange i sit liv kan man bruge udtrykket “han ville ikke have mig” uden at ransage sig selv og sit liv bare en lille smule? Betyder det mon ikke, at man har budt sig unødigt til og at man ikke har situationsfornemmelse nok til at gøre det i verden som er godt for en? Han gav omgange, bornholmeren, og jeg bød mig til gengæld til.
Mondrup bidrager med fotografier og med prosateksten Ø, der vel handler om at være alene i og med naturen, i dyrenes verden, blandt andet. Endelig har Voetmann skrevet det fortællende Vinterdagen dør (Olof Høst), 1943, over et af Høsts berømte billeder. Jeg tænker jævnligt at der vel næppe kan være tvivl noget steds om at Voetmann er blandt vores bedste, mest originale og morsomme nulevende forfattere. Således også her. Det er en fornøjelse.
Olof Høst: Vinterdagen dør, 1943
